Det er risikabelt at købe en hvalp på nettet.

Glæden er stor når familien forøges med en lille sød hundehvalp, men smerten er lige så stor, når hunden pludselig viser sig at være alvorlig syg.

 
Det er virkeligheden for mange ulykkelige danske hundeejere, der har købt deres nye kæledyr over nettet, en tendens der er vokset markant de senere år.
 

- Det er blevet nemmere for useriøse sælgere at komme af med deres hunde, fordi flere handler på nettet. Nu er det ikke sådan, at alle hunde handlet på nettet er dårlige dyr, men vi vil meget gerne bremse de personer, som ikke har styr på tingene og laver ulovlige importer, siger Sonja Karaoglan fra Agria dyreforsikring.

En af de bedste måder at undgå at købe en syg hund, er ved så tidligt som muligt at komme ud og se hvalpen i de fysiske rammer, den er vokset op i.

Ifølge Agria Dyreforsikring ser man flere eksempler på, at dyrene er blevet holdt under kummerlige vilkår, inden de bliver solgt, hvilket betyder, at hvalpene allerede har infektionssygdomme, når de lander hos deres nye familie.

Agria Dyreforsikring opfordrer alle, der overvejer at købe hvalp, til at være forsigtige i deres valg af opdrætter og hvalp. Købes hvalpen over internettet, bør man være ekstra forsigtig. Hvis du ønsker at købe en hvalp, bør et af dine vigtigste krav være at du skal se tæven, mor til hvalpen, hjemme hvor hvalpen er født sammen med hvalpene.

- Hvis du ser tæven og hvalpene i deres hjem, kan du få en idé om, hvordan hvalpen har haft det i den første del af sit liv samt hvordan moderen er og fungerer, siger Sonja Karaoglan fra Agria Dyreforsikring.

Hvis du ikke kan få lov til at møde moderen, kan det være fordi hun er i så dårlig stand, at opdrætteren ikke vil vise hende frem.

- Det kan også betyde, at moderen ikke engang er i landet, og at hvalpene er smuglet hertil uden hende. Vi ser ulykkelige sager hvor sælger kommer og afleverer hvalpen da de ”alligevel skulle den vej”, eller hvor overdragelsen er sket på en rasteplads, og hvor sælgeren et pist væk når problemerne opstår, fortæller Sonja

Det sker desværre også, at hvalpe bliver smuglet hertil og registreret som afkom af danske hunde. I disse tilfælde er deres stamtavler uægte. Hvalpene sælges dyrt og kan have sygdomme, der kan sprede sig.

- På www.tjekhvalpen.dk lavet af Fødevarestyrelsen, Den danske Dyrlægeforening og Dansk Kennel Klub er der gode råd omkring hvalpekøb, og www.køb-hund.dk er en god side for dem der leder efter opdrættere, hvalpe eller som ønsker at lære mere om forskellige racer, rådgiver Sonja

En hund, der er smuglet hertil fra udlandet, risikerer også at få en dårligere forsikring end en dansk-opdrættet.

- Forsikringen dækker aldrig fejl eller sygdomme, der er opstået før forsikringen træder i kraft, uanset om fejlene er medfødte eller ej. Danske opdrættere har mulighed for at forsikre sig mod de såkaldte “skjulte fejl”, dvs. hvis en hvalp i løbet af de første to år viser sig at have en sygdom eller defekt, der beviseligt fandtes da opdrætteren solgte hvalpen, men som ikke kunne opdages, siger Sonja

Nogle sælgere siger at hunden er registreret i Hunderegisteret, og så kan den uerfarne hvalpekøber tro at det er et kvalitetsstempel.

- Det er ikke det samme som at hunden er stambogsført i Dansk Kennel Klub, hvor man fører tilsyn med avlen og sikrer at man kan identificere hvalpens forældre. Alle hunde i Danmark skal ifølge hundeloven, Id-mærkes og registreres i Dansk Hunderegister. Men det fortæller ingen ting om hvor hunden stammer fra, afslutter Sonja.


Kontakt: Agria´s dyrlæge konsulent Lene K. Jørgensen på 21468380, eller Sonja Karaoglan, Country manager Agria Dyreforsikring på 23603161 eller email sonja.karaoglan@agria.dk.

Agria Dyreforsikring, specialist i dyreforsikringer gennem mere end 120 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.